seniorer - bliv inspireret
få inspirationer til frivilligt arbejde
frivillige organisationer og foreninger
frivilligt arbejde i organisationer og foreninger
hvorfor?
kontakt Ebbe Berg
tilbage til start
De ældre er blevet gammelt skrammel  
 

Af Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter
KOMMENTAR i Berlingske 24. marts 2010

Når debatten handler om indenrigspolitik ryger de gamle ud af TV-studierne og avisspalterne. Dermed afskediger vi en enorm reserve af afgørende erfaring. Resultatet er, at debatten udebliver, principperne
og ideerne forsvinder, og enkeltsagerne florerer. Her kunne vi lære af ældre-respekten i amerikansk politik.

Hvornår har vi sidst set en politisk kommentator over 70 år i TV? Når folk bliver 70, slettes de på redaktionernes lister over folk, man henvender sig til, for at få en kommentar eller komme med opfordring til at deltage i en diskussion over et af tidens emner. Sådan ser det i hvert fald ud.
     Men gamle skal sætte sig igennem, de skal deltage i debatten, stille skarpe spørgsmål og skære igennem med erfaringens kniv, for ungdomsdyrkelsen undergraver kvaliteten af samfundsdebatten og svækker forståelsen for sammenhæng. Den demokratiske kultur er i krise. Ikke kun på grund af generationsproblemet, men det forstærker krisen. Det er ingen kvalitet i sig selv at være ung eller at være gammel; men det er i dialogen mellem generationerne, perspektivet vides ud, at den historiske dimension får plads.
     Vi har fået et samfund, der opfatter folk som gamle, når de ikke længere er på arbejdsmarkedet. Og folk finder sig i det. Så bliver de stillet på en hylde, hvor de henvises til at iagttage, de kan spille golf og gå på folkeuniversitetet, men de skal holde kæft.
     Det er unatur. Vi har aldrig haft så mange, der så tidligt bliver rangeret ud på et sidespor med rust på skinnerne, som efter at vi fik efterlønstilbuddet til folk, der har passeret de 60. Der samler man dem som gammelt skrammel. Aldrig har vi haft så mange gamle eller »ældre«, som nogen holder af at kalde det. Aldrig har de haft bedre helbred eller været mere aktive end nu. Ældre Sagen er den største folkelige organisation, og når man kommer som taler til højskoledage ud over det ganske land, ser man vældige forsamlinger, hvor de, der er over 70, er i flertal.
     Det var ikke bedre i gamle dage, det var anderledes; men enhver kultur skal bæres frem med en kontinuitet, som forbinder perioderne og gør dem sammenlignelige. Demokratiet er afhængigt af, at de gamle tager ordet, fordi vi har fået en historieløs ungdomsgeneration. Det må de gamle til gengæld bære ansvaret for.
     Indenrigspolitiske kommentatorer på TV formulerer sig dygtigt om aktuelle spørgsmål og fører samtale med hinanden, men de evner ikke at sætte tingene ind i en historisk sammenhæng. Hvordan skal man få rettet projektørlyset ind på det farlige fravær af det samarbejdende folkestyre, hvis kommentatorer kun perspektiverer ud fra den blokpolitik, der siden 2001 har ført til en ensidighed og intolerance, der før var fremmed for dansk demokrati?

Et demokrati skal kendes på dets valglove. USA og Storbritannien har blokpolitik med to-partisystemer på grund af disse landes valglove, men i Danmark har intet enkelt parti haft flertal siden systemskiftet i 1901, og derfor har det samarbejdende folkestyre mellem de regeringsbærende partier været reglen mere end undtagelsen. Vi har forholdstalsvalg, der giver partier med over to procent af stemmerne mandater i forhold til det samlede stemmetal.
     Det er derfor, vi har flerpartiregeringer, som enten har flertal i Folketinget eller er mindretalsregeringer. Det sidste har været det normale, og det har givet Folketinget en meget stærk plads i lovgivningen. Hele opbygningen af den danske velfærdsstat i de sidste 80 år med sociallovgivning og sundheds- og skolelovgivning er gennemført ved et samarbejde, hvor de gamle partier næsten altid har fundet frem til enighed.
     Men hvordan kan dette i dag diskuteres uden deltagelse af både unge og gamle? Resultatet er, at debatten udebliver, principperne og ideerne forsvinder, og enkeltsagerne florerer. USAs demokrati lider slet ikke af samme aldersforskrækkelse som vort. Til både Senatet og Repræsentanternes Hus vælges ved hvert valg adskillige gamle politikere over 70, og præsidentkandidat McCaine på 70 tabte ikke til den 47-årige Obama på grund af alder. Reagan blev genvalgt som præsident, da han var 74 og fuldførte med denne vælgeropslutning sin anden præsidentperiode.

Tænk, hvilken rolle det spillede, at Winston Churchill kunne udføre sin verdenshistoriske opgave som premierminister under Anden Verdenskrig, da han passerede de 70. Han havde været underhusmedlem i over 40 år og minister før og under Første Verdenskrig. Hvilken ballast af erfaring kombineret med politisk mod og evnen som taler og forfatter. Han holdt ud efter nederlaget til Attlee i 1945, og vælgerne førte ham ind i 10. Downing Street på ny i 1951, da han var 77, og han gik først af, da han havde rundet de 80.
     Konrad Adenauer stod i spidsen for opbygningen af det nye Vesttyskland som dets første forbundskansler, fra han var 73, og de tyske vælgere genvalgte ham sidste gang, da han havde passeret de 85, og han fortsatte som formand for Det Kristeligt-Sociale Folkeparti, hvis stifter han havde været, indtil han havde passeret de 90.
     I samme store tid i Europas historie var franske Charles de Gaulle den Femte Republiks første præsident, fra han var 68, til han var 79 år, hvorefter han skrev sine erindringer. Der er derfor god grund til nu at ønske 67-årige Per Stig Møller og 65-årige Bertel Haarder til lykke med de helt store opgaver, de får overdraget i nye ministerier. Det er det højeste, vi kan bringe det til i vore dage.
     Hvorfor holder Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær op, fordi de passerer de 70? Eller Søren Krarup og Jesper Langballe? Er det uudtalt aldersdiskriminering, der presser dem ud - eller hvad?
     Lad os nu få samtaleprogrammer på tv, hvor gamle og unge mødes jævnbyrdige og vurderer og diskuterer den politiske udvikling. Kan vi ikke derved forhindre, at politik bliver til enkeltsager og personfiksering og vise, at der er et tykt lag af idé og grundholdning, af politiske principper, som er med til at bestemme indretningen af fremtidens samfund?
     Demokratiet hviler på klassiske værdier, som skal løftes frem i lyset. I enhver kultur tæller den fælles hukommelse som et righoldigt lager, der skal tæres på. Lukkes der for kilderne til historien og erfaringen, fjernes pejlemærkerne for fremtiden. Danmark udmærker sig med en ulykkelig aldersfascisme, som ikke ses i andre lande. Se blot, hvilken rolle i debatten i Tyskland den 91-årige tidligere forbundskansler Helmut Schmidt spiller.
     Danmarks Radios bestyrelse bør udstikke overordnede retningslinier for programlægningen og sørge for, at public service-kravet ikke kun opfyldes gennem programmernes indhold men også ved at sikre aldersspredningen hos dem, der indbydes til at debattere og kommentere. Det kan ikke være rigtigt, at 20 procent af befolkningen skal se sig sorteret fra på grund af alder, når dansk indenrigspolitik er på programmet. Tænk, hvilken viden, der ligger ubrugt.

 
  tilbage